Politiken FORBRUG31. JAN. 2023 KL. 11.06
Coop kommer til at skabe Danmarks største supermarkedskæde med sit nye koncept, skriver koncernen.
Foto: Anders Rye Sjkoldjensen
Dagligvarekoncernen Coop vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde ’Coop’. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse tirsdag formiddag. Resten af de tre kæders butikker skal sammen med lokale butikker, som går under navnet Dagli´Brugsen, samles under navnet ’Brugsen’. »Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop«, siger koncernens administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, i meddelelsen.
»Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer«. Coop-kæden bliver Danmarks største supermarkedskæde, skriver koncernen selv. De første butikker i den nye kæde åbner efter sommerferien i år. Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot at have tre. Lige nu har man haft Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen,
Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD. Det bliver nu reduceret til Coop, 365discount og Brugsen.
Svært år
Coop-koncernen har haft et særdeles svært 2022, hvor prisforhøjelser hos leverandører har medført et stort fald i indtjeningen. Man regner derfor med at kunne præsentere sit dårligste resultat i Coops historie næste gang, siger topchefen i meddelelsen. »Derfor gennemfører vi nu denne strategi, som skal skabe ’Fremtidens Coop’. Det bliver et meget enklere og meget mere effektivt Coop med styrket konkurrenceevne og kundeattraktivitet, uanset om det er i vores discountbutikker, supermarkeder eller lokale nærbutikker«.
»Det bliver en stor, men nødvendig rejse – og vi vil inddrage både vores kunder og medarbejdere i at bygge Danmarks førende dagligvarekæder«, siger han.
Med sammenlægningen ændres Irma fra at være en kæde til at være et brand. Det har grundlæggende været svært at skabe overskud i kæden, selv om man i resten af koncernens kæder har præsenteret historiske resultater under coronakrisen. »Af de 65 Irma-butikker konverteres de ni største til den nye Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker«, skriver Coop.
Lukker hjemmelevering
Derudover lukker virksomheden Coop.dk MAD, der leverer dagligvarer hjem til hoveddøren, stopper ved udgangen af februar. Ifølge koncernen skyldes årsagen, at der endnu ikke er en forretningsmodel for onlinesupermarkeder, der er økonomisk bæredygtig. Coop.dk Mad har de seneste ti år kørt med underskud. Den 27. februar er sidste dag, det vil være muligt at kunne bestille fra Coop.dk MAD, og
sidste levering bliver den 28. februar. Coop oplyser samtidig, at omkring 230 medarbejdere fra Coop.dk MAD bliver opsagt. Man vil i videst muligt omfang forsøge at finde arbejde til dem andre steder inden for koncernen.