Jyllands-Posten 7. DEC. 2024 KL. 09:00 AF MAGNUS HELMS
Igen i år er juletræspriserne steget. En rundringning viser dog store geografiske prisforskelle. Hvis du, som de fleste andre, skal have dig et juletræ inden juleaften, vil du formentlig blive mødt af en anden pris, end du er vant til.
Arkivfoto: Casper Dalhoff
De danske juletræer er steget i kroner og øre, men der er alligevel kæmpe prisforskel rundtomkring i Danmark. Hos Bent Rudebæk i Skjern kan du gå ud i plantagen og fælde en Normannsgran på to meter og sende 100 kroner
på Mobilepay for det. I en af landets mest velhavende kommuner, Charlottenlund, vurderes prisen på stadepladsen, men den kan svinge fra 250 til 700 kroner og i nogle tilfælde være endnu dyrere,
forklarer Gunnar Stephansen, som står for salget på Fjordgaardens stadeplads i Charlottenlund. Generelt er prisen steget mellem 20 og 40 kroner per meter i gennemsnit. Det vurderer juletræssælger Johan Wedel Nielsen. Han eksporterer både træer til udlandet og leverer juletræer til 12 stadepladser i og omkring København. Danmark er verdens største eksportør af juletræer. Når prisen på eksporten stiger, så følger prisen for de danske forbrugere med, forklarer Johan Wedel
Nielsen, og den udlægning giver brancheforeningen Danske Juletræer sælgeren ret i. Prisstigningerne er ikke kun sket i det direkte juletræssalg fra plantagerne. Hos Salling Group, som står bag supermarkedskæderne Bilka, Føtex og Netto, har priserne eksempelvis også taget et nøk op. Et træ på mellem 170-225 cm, der kostede 89 kroner i 2023, koster i dag 129 kroner i Bilka.
Kæmpe geografiske prisforskelle En rundringning efter prisen på det mest populære juletræ – en Normannsgran på omkring to meter – har vist store geografiske prisforskelle i Danmark. Blandt seks tilfældigt udvalgte jyske
juletræssalg svinger prisen mellem 100 kroner og op til 360 kroner tæt ved Aarhus. På Fyn og Vestsjælland er prisen i samme boldgade, dog et enkelt sted 100 kroner højere, men så snart man kommer ind omkring København, fordobler prisen sig pludselig.
På Nørrebros, Vesterbros og Østerbros stadepladser, som alle får levereret træer af Johan Wedel Nielsen, lyder prisen på 300 kroner per meter for en økologisk dyrket Normannsgran, altså 600 kroner i alt. I Charlottenlund finder man det dyreste træ ifølge JP’s rundringning, som efter vurdering på stedet kan komme op i 700 kroner eller derover.
Den store prisforskel mellem land og by har en naturlig forklaring, mener Klaus Jerdam Christensen, som er direktør hos brancheorganisationen Danske juletræer. »Det kræver nogle helt andre udgifter at have en stadeplads i midten af København sammenlignet med at fælde træerne selv ude på landet,« siger Klaus Jerdam Christensen.
Prisstigningen fortsætter Ifølge Klaus Jerdam Christensen er udviklingen ikke overraskende, og han forudser endda, at prisen vil fortsætte med at stige de næste år. I 2011-2012 var der nemlig rigtig gode priser på juletræer, og det fik flere til at dyrke dem.
»Vi mærker først det øgede udbud nu, fordi det tager 8 til 12 år at fremdyrke et juletræ. Derfor faldt priserne omkring 2020 og har været stigende siden. Det bliver de formentlig ved med de næste år.« Juletræssælger Johan Wedel Nielsen er dog ikke specielt bekymret for prisstigningerne. »Forbrugerne kan ikke huske, hvad de gav sidste år, og de fleste skal jo have et juletræ, så jeg tror ikke, at vi kommer til at sælge mindre, end vi plejer,« siger Johan Wedel Nielsen.