Politiken KULTUR17. APR. 2023 KL. 12.25
Den mangeårige vært på ’Lykkehjulet’ er død. Han blev 77 år.
Bengt Burg var især kendt som vært på ‚Lykkehjulet‘.
Den mangeårige vært på TV 2-programmet ’Lykkehjulet’, Bengt Burg er død. Han blev 77 år. Det skriver Helsingør Dagblad. Dødsfaldet bekræftes af tv-værtens søn, Rasmus Burg, skriver Ekstra Bladet. Ifølge det offentlige register døde Bengt Burg fredag 14. april. Bengt Burg var blandt andet radiovært på P1 og P3 og tv-vært på flere forskellige primetime-programmer. De fleste vil dog nok tænke på ’Lykkehjulet’, når hans navn bliver nævnt.
I 1988 blev han kåret til Danmarks bedste radiovært. Året efter overtog han værtsrollen på ’Lykkehjulet’ og nåede at lave flere end 3.000 programmer Bengt Burg var vært på ’Lykkehjulet’ helt frem til 2000, kun afbrudt af en kort periode med Keld Heick som vært.
Han var gift med politikeren Mimi Jacobsen frem til 2000, hvor de blev skilt. Efter tiden på ’Lykkehjulet’ arbejdede Burg i sit eget kommunikationsfirma, der beskæftigede sig med foredrag, undervisning, indtaling af bøger og reklamespot. Efter 12 års tv-fravær vendte Bengt Burg i 2012 tilbage til skærmen på DK4 i programmet ’Den gamle mand og hvalpen’, hvor han delte værtsrollen med sin søn, Rasmus Burg. Desuden drev han og konen, Bente Burg Askjær, et firma, der solgte delikatesser som siciliansk honning og napolitanske trøfler.
Kultur@pol.dk