efter ulykke, og det får nu flere til midlertidigt at dreje nøglen om
Jyllands-Posten ERHVERV 16/09/2022 KL. 06:05 ESBEN CRONBACH-CHRISTENSEN
Vinterhalvåret er i forvejen ikke danske restauranters yndlingsperiode. I år ser vinteren dog ud til at blive endnu sværere. Efterslæb fra coronakrisen, en ny energikrise og mindre lyst til at gå på restaurant præger branchen op til vintermånederne.
Danske restauranter er i knæ på grund af adskillige samtidige udfordringer, siger brancheforeningen Danmarks Restauranter og Cafeer.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Restaurationsbranchen står i problemer til halsen. Stigende priser på råvarer, skyhøje energipriser og efterslæb fra coronatiden –
blandt andet i form af coronalån, der nu skal indfries, er blandt de udfordringer, der tynger branchen. Det får omkostningerne til at stige
betydeligt. De stigende omkostninger er rigtig dårlig timing for branchen, siger Freja Brandhøj, der er politisk direktør i Danmarks
Restauranter og Cafeer, DRC. For mens omkostningerne stiger, er der udsigt til lavere omsætning. Særligt skidt står det til i København. Her oplevede man i juli og august i år et fald på 65 pct. i antallet af transaktioner i forhold til samme tid sidste år.
»Rigtig mange danskere har været bortrejst, så man har virkelig haft oplevelsen af at der har været få danske gæster. Derfor er der selvfølgelig en klar nedgang. Udover det så kommer turisterne, men til gengæld bruger de overhovedet ikke lige så mange penge, som danskerne gør,« siger Freja Brandhøj. Nedgangen har ifølge DRC »fuldstændigt vanvittige konsekvenser«, fordi branchen lige
nu står midt i »den perfekte storm«. Og fremtiden bliver ikke mere lys af, at forbrugerforventningerne er faldet dramatisk. Forbrugertillidsindikatoren, der er udtryk for, forbrugernes forventning til deres egen og til Danmark økonomi, er på et historisk lavpunkt.
Indikatoren er ét af de værktøjer, man kan tage i brug, hvis man vil tage temperaturen på den økonomiske situation. Den samtidige stigning i omkostninger og nedgang i omsætning får Freja Brandhøj til at bekymre sig om fremtiden for nogle af medlemmerne.
»Jeg frygter da, at der er nogle der mister pusten.« Flere har den seneste måned valgt midlertidigt at lukke butikken, fordi det ikke har været muligt at holde åbent pga. mangel på arbejdskraft. En undersøgelse fra Voxmeter viser, at danskernes lyst til
at gå på restaurant falder. Mens 7,5 pct. af danskerne i september 2021 forventede at gå lidt mindre på restaurant i fremtiden, er det i september 2022 12,5 pct. Det peger på et fald i lysten til at gå på restaurant. Ser man på den anden ende af skalaen, kan man læse, at danskerne generelt ikke forventer at lægge flere penge i restaurationsbranchen. Mens 14,5 pct. forventede at gå mere på restaurant i september 2021, er tallet for samme måned i år faldet til 8,3 pct.