Nyt i januar 2020

 

Den Lille Havfrue er blevet udsat for hærværk   

 JYLLANDS-POSTEN-13.01.2020 KL. 07:15 OPDATERET 13.01.2020 KL. 07:44 

Ukendte gerningsmænd har skrevet "Free Hong Kong" på Den Lille Havfrue i København. Gerningsmændene har skrevet "Free Hong Kong" med store røde bogstaver. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Den Lille Havfrue på Langelinie i København er natten til mandag blevet udsat for hærværk. Det oplyser Københavns Politi til BT.  

- Ukendte gerningsmænd har i løbet af natten skrevet grafitti på den sten, havfruen sidder på, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen til mediet. Gerningsmændene har skrevet "Free Hong Kong" med store røde bogstaver. Politiet, som rykkede ud til stedet omkring klokken seks mandag morgen, ved endnu ikke præcist, hvornår hærværket er blevet lavet. Fra morgenstunden har politiet gennemsøgt gerningsstedet med hunde. Politiet har også ledt efter spor i området. Der er blandt andet interesse for at finde noget af malingen, skabelonen og de spraydåser, som gerningsmændene har brugt. Politiet forsøger ligeledes at indsamle videomateriale fra området, som måske kan hjælpe med at kaste lys over, hvem gerningsmændene er. 

Den Lille Havfrues strabadser gennem årene.Den kendte  statue Den Lille Havfrue ved Langelinie i København har ifølge Københavns Politi været udsat for hærværk. Natten til mandag er der skrevet "Free Hong Kong" på statuen. Den lille dame, der fyldte 100 år i 2013, har i årenes løb måtte lægge krop til meget. Læs mere her:                                                                                                                          
I 1964 fik hun savet hovedet af. Kunstneren Jørgen Nash påstod at kende forbryderne, men nægtede at afsløre identiteten på dem. I sin erindringsbog påstod han selv at have smidt hovedet i Utterslev Mose. Men det blev aldrig fundet.
 20 år senere mistede havfruen den arm, hun støtter sig på. I 1984 blev den savet af. Kort tid efter fik hun den dog igen, da gerningsmændene meldte sig med armen.
 I 1998 mistede havfruen hovedet igen. En nat blev det savet af med en nedstryger. Få dage efter fik hun det igen. Angiveligt kontaktede gerningsmændene en fotograf, der senere selv blev anklaget for at have skåret det af. Sigtelsen blev dog opgivet.
 I 2003 kom havfruen igen alvorligt til skade. Ukendte gerningsmænd sprængte hende væk fra hendes vante plads på stenen ved Langelinie.
 I løbet af årene er havfruen ikke kun blevet lemlæstet. Flere gange er hun blevet overhældt med maling, og hun har både haft nissehue, burka og det svenske og norske fodboldlandsholds trøjer på.
 I 70'erne holdt hun et banner, hvor der stod: "Ja, og så fik kvinderne ligeløn. Se - det var et rigtigt eventyr", og efter Ungdomshuset på Nørrebro var blevet ryddet i 2006, blev hun sprayet helt pink, mens der kom til at stå "69" på stenen.
 Den Lille Havfrue blev skabt af skulptøren Edvard Eriksen i 1913 og givet som gave til København af bryggeren Carl Jacobsen.
Ifølge Ekstra Bladet har politiet mandag morgen afspærret området omkring statuen. Det er ikke første gang, at Den Lille Havfrue er blevet udsat for hærværk. Flere gange igennem årenes løb har man således været nødt til at udbedre hærværk mod statuen. Op til flere gange har havfruen fået savet sit hoved af, ligesom hendes ene arm er blevet det. Der er også blevet hældt maling ud over hende flere gange.Den Lille Havfrue er lavet af billedhuggeren Edvard Eriksen og modelleret efter hans kone, Eline. Figuren er billedhuggerens legemliggørelse af havfruen i H.C. Andersens berømte eventyr. Statuen er en gave til byen København, skænket af brygger Carl Jacobsen, der var søn af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen.       /ritzau/


******************************
Bag om Karen Blixen Museet:

Det siges jo, at hun spøger  Ugebladet Hørsholm - 14. januar 2020 kl. 08:00 Af Anders Dall 

Selv  på en dag hvor Karen Blixen Museet i Rungsted holder lukket, er der nok at se til for både direktør og de frivillige Karen Blixen Museet var den verdenskendte forfatters hjem, og det siges, at hun spørger på Rungstedlund. Foto: Anders Dall
En uregerlig 1700-tals syren skal stynes på den ene af museets facader. En afbrækket gren fra et træ breder sig ind over stien i haven, og blade skal blæses væk. Denne mandag er de frivillige på Karen Blixen Museet klar med sav, kost og beskærersaks for at vedligeholde den park, som er en del af Rungstedlunds 30 tønder land. Selv om museet holder lukket, er mandagsholdet af frivillige i fuld gang i parken, der er uafhængig af museets åbningstider og åben for alle. Her skal de frivillige blandt andet sørge for, at stierne er fremkommelige for de besøgende.  

Et fantastisk sted at være  

 Asbjørn Asbjørnson er blandt de godt tyve frivillige, der hjælper til. Han har været frivillig på museet i fem år og varetager blandt andet opgaver med at slå med le omkring Karen Blixens gravsted bagerst i parken og blæser blade væk fra stierne.Han hjalp også til, da der skulle ryddes op på museets loft for at gøre plads til udstillingerne 'De nordiske Norner' og 'Karen Blixens soveværelse', som åbnede i forsommeren.

”For os at se, så er det et fantastisk sted at være. De er taknemmelige for, at vi er her, og der er brug for os,” siger han og henviser blandt andet til de andre frivillige, som denne mandag hurtigt kaster sig over den nedfaldne gren: ”De er der straks med save og rydder stien, så folk kan gå forbi”. 

Asbjørn Asbjørnson påpeger, at vegetationen i parken som udgangspunkt skal have lov til at vokse, som den nu gør, og at de frivilliges opgave er at sørge for, at der ser nogenlunde ryddeligt ud. ”For eksempel slår jeg mange brændenælder, men de må ikke fjernes, for sommerfuglelarverne skal stadigvæk kunne komme frem der,”” siger han.  

Ny direktør  

Inde i selve museet står tiden heller ikke stille, selv om det holder lukket. Her har Karen Blixen Museets nye direktør, Elisabeth Nøjgaard, der tiltrådte i starten af september, været i gang med at evaluere på museets weekendarrangement om økopoesi og snakket med en af de frivillige, som skal sørge for at beskære syrenbusken uden for vinduet i museets vestfløj.   

”Vi er jo totalt afhængige af vores frivillige, som passer haven og skoven. De kommer, når det passer ind i deres liv og program og luger, hakker, skærer og fejer skovstier, så folk kan få gode ture her, og så har vi kommunen, der kommer og laver de mere hårde ting,” fortæller Elisabeth Nøjgaard. Den Blixenske ånd  På museet kan du få et indblik i Karen Blixens hjem og forestille dig, hvordan hun i den grønne stue sad og skrev værker på sin lille Corona skrivemaskine eller forestille dig, hvordan gæsterne reagerede, når Karen Blixen kunne finde på at lægge en pistol på bordet.   

"Når man har et forfatterhjem som museum, er det jo en udfordring i sig selv at gøre det levende. Det er jo statisk, fordi forfatteren ikke er der mere, men vi lykkes faktisk med at fortælle en meget levede historie her i stuerne. Man kan, som en journalist skriver, næsten fornemme den Blixenske ånd, og det siges jo, at hun spøger. Og det gør hun jo,” forklarer museumsdirektøren.

Bare nu Karen Blixen ikke dukker op  På spørgsmålet om hvordan det spøger, svarer hun. ”Da Tom Buk Swienty skule holde foredrag sidst i august om sin nye bog, ’Løvinden’ (med undertitlen Karen Blixen i Afrika, red.), havde han sagt til sin marketingsmedarbejder på Gyldendal, at der var en ting, han frygtede den dag, og det var: 'Bare nu Karen Blixen ikke dukker op'."

"Og så var det jo en af de vidunderlige sommerdage, hvor det nærmest var savannevarmt, og vi flyttede arrangementet ud på terrassen. Men det var også sådan en dag, hvor det tordnede og lynede om formiddagen, fuldkommen grotesk voldsomt, og selvfølgelig slog lynet ned i taget på Rungstedlund, og alt elektricitet røg, så alle, der arbejder her, var fuldstændig vredet i sved, fordi de piskede rundt for at få hele huset op og stå og klar til arrangementet, og det var selvfølgelig Blixen, der spøgte og gjorde opmærksom på: Jeg er her," fortæller museumsdirektør Elisabeth Nøjgaard. 

 

****************************** 

Kongehuset løfter sløret for fejringen af Dronningens 80-års fødselsdag 

Berlingske Tirsdag d. 14. januar 2020, kl. 14.02 Af DAVID RUE HONORÉ

 
I år runder dronning Margrethe 80 år. Fødselsdagsfesten bliver en lang en af slagsen og kommer til at strække sig over hele tre måneder. Nu har Kongehuset løftet sløret for programmet. I forbindelse med nytårskuren 3. januar blev dronning Margrethe eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskorte i guldkaret fra Christian IXs Palæ på Amalienborg til Christiansborg Slot.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix   

Der er få, der kan holde fødselsdag som dronning Margrethe. I år markerer 16. april en rund en af slagsen, da det er 80 år siden, at Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid kom til verden på Amalienborg som datter af den daværende kronprins, Frederik IX, og kronprinsesse Ingrid. Fejringen af dronning Margrethe er således ikke begrænset til en enkelt dag, men kommer til at strække sig helt fra april til juni.  

Hvad der venter af storstilede planer for fejringen, har Kongehuset nu løftet sløret for på dets hjemmeside:  

2. april – Åbning af udstilling

Som første led i dronning Margrethes fejring deltager hun i åbningen af udstillingen »Dronningens ansigter« på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

3. april:– Pressemøde Dronningen holder pressemøde på Fredensborg Slot, som kommer til at finde sted i Havesalen. 

14. april – Kommunernes gave  Dronningen kører i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor hun sammen med den øvrige kongelige familie og gæster vil overvære en gallaforestilling. 

15. april – Gallataffel  Børn fra rundtomkring i landets fejrer Dronningens fødselsdag på Christiansborg Slot. Arrangementet er de danske kommuners fødselsdagsgave til Danmarks dronning. På aftenen vil Dronningen være vært ved en gallamiddag på Christiansborg Slot. 

16. april – Dronningens fødselsdag  Dagen for dronning Margrethes 80-års fødselsdag. På denne dag vil Dronningen blive vækket med morgensang og viser sig fra et vindue på Fredensborg Slot. Klokken 12 træder hun og den kongelige familie ud på balkonen på Christian IXs Palæ på Amalienborg. Derefter kører Dronningen i karet gennem byens gader til Københavns Rådhus, hvor der vil være taler og underholdning, og hvor Dronningen vil komme ud på rådhusets balkon. Om aftenen vil der være privat middag på Fredensborg Slot i anledning af fødselsdagen med deltagelse af den kongelige familie og gæster fra ind- og udland.                                                                                                                     25. april – Balletgalla Tivoli fejrer 25. april dronningen med en balletgalla i Tivolis Koncertsal. Senere er der middag på restauranten Nimb for særligt indbudte, og aftenen sluttes af med festfyrværkeri. 

5.-6. juni   Dronningen tager i juni på sommertogt med kongeskibet Dannebrog og lægger vejen forbi Aarhus Kommune som sidste led i fødselsdagsfejringen.  

Kilde: Kongehuset

 

******************************     

 Læser får svar: Vi har Nørrebro, Vesterbro og Østerbro. Hvorfor findes der ikke 'Sønderbro' i København?
Nørrebrogade, der tidligere hed Nørre Landevej, blev brolagt i 1760. Og det er netop brolægningen af landevejene ind til Københavns porte, der er grunden til, at man siden kom til at kalde kvarterne, der udviklede sig i forlængelse af dem, for brokvartererne. Foto: Maud Lerwik/Pol                                     
 Ibyens Oplysning hjælper læserne med at finde svar på de spørgsmål om København, man ikke altid kan google sig til. Denne uges spørgsmål: Hvorfor hedder brokvartererne det, de gør?  Du har sikkert også undret dig over det. Hvorfor hedder det Østerbro, når kvarteret ligger mod nord? Og hvad med Nørrebro, der snarere ligger mod nordvest, og Vesterbro, der ligger mere sydligt end vestligt? Og nu vi er ved det, hvorfor findes der ikke noget, der hedder Sønderbro? Det har Ibyens læser Malik Fall i hvert fald brudt sit hoved med, og derfor har han skrevet ind til os på Ibyens Oplysning, hvor vi har sat os for at opklare læsernes spørgsmål om hovedstaden.

 »Burde Nørrebro ikke hedder Vesterbro, mens Østerbro i stedet blev til Nørrebro, og Vesterbro i stedet blev kaldt for Sønderbro?«, foreslår han ganske logisk.

IBYENS OPLYSNING Ugens spørgsmål   »Hvorfor hedder brokvartererne det, de gør? Nørrebro ligger syd for Østerbro og vest for Vesterbro. Burde Nørrebro ikke hedder Vesterbro, mens Østerbro i stedet blev til Nørrebro, og Vesterbro i stedet blev kaldt for Sønderbro? Og hvorfor findes der overhovedet ikke Sønderbro i dag?«  

Indsendt af: Malik Fall  

Den idé er Jakob Ingemann Parby dog ikke meget for. Han er ph.d. i historie og museumsinspektør på Københavns Museum.

»Jeg mener umiddelbart, at navnene, som de er, rummer så meget kulturhistorie og identitet, at det vil være synd og også ret omfattende at begynde at ændre dem. Også selv om det kan synes at give mening geografisk«, siger han.  Portene bestemmer  

Skal man forstå, hvorfor brokvartererne hedder, som de gør, skal vi tilbage til 1600-tallet, forklarer historikeren.  Dengang bestod København kun af det inderste af nutidens Indre By, byen var omkranset af voldene, og den eneste vej ind og ud var gennem en af de fire porte: Vesterport, Østerport, Nørreport og Amagerport.     

Og det er portene, som kom til at navngive de tilstødende bydele, der på det tidspunkt var tyndt befolkede militær- og industriområder og små forstæder.  Men det er lidt svært med placeringerne af de gamle porte. Man forestiller sig, at det bare var én port, men i virkeligheden var det meget store anlæg 

Jakob Ingemann Parby, historiker »Det kan måske virke lidt forvirrende i dag, fordi portene er blevet rykket lidt rundt op igennem tiden, især Østerport«, siger Jakob Ingemann Parby.  

»Den oprindelige Østerport lå helt inde ved Kongens Nytorv ved Østergade og lå altså nogenlunde mod øst. Men under Christian IV blev byen udvidet mod nord med det, man kaldte Ny-København, der blandt andet består af Nyboder, Borgergade og Frederiksstaden. Og så flyttede man Østerport til tæt på dér, hvor Østerport Station ligger nu, hvilket er mere nord end øst«. 
Kort over København fra 1861. 
Vesterport og Nørreport lå derimod rigtigt nok i forhold til vest og nord, mener Jakob Ingemann Parby. Det er bare bydelene, der sidenhen har udviklet sig uden for portene, som ikke peger henholdsvis stik vest og nord. Særligt Vesterbro har efter nedrivningen af portene bredt sig sydpå, i takt med at mere og mere af havnen er blevet fyldt op og bebygget. »Men det er lidt svært med placeringerne af de gamle porte. Man forestiller sig, at det bare var én port, men i virkeligheden var det meget store anlæg«.      

Intet med broer at gøre  At kvartererne uden for portene kom til at hedde ’broer’, går også tilbage til Christian IV’s tid i begyndelsen af 1600-tallet. Og nej, det har ikke noget med egentlige broer at gøre. »De kom det til at hedde sådan, fordi man brolagde vejene ind til portene«, forklarer Jakob Ingemann Parby. »Det begyndte med Vestre Landevej, der i dag hedder Vesterbrogade, som Christian IV brolagde i 1624. Historien går, at det hang sammen med, at hans gode ven og borgmesteren Mikkel Vibe etablerede en kro der i 1619. Men det var nu også den mest trafikerede af landevejene ind til byen«, siger Jakob Ingemann Parby.  Vesterbro i 1756 med den brolagte Vestre Landevej, senere Vesterbrogade, til højre. I horisonten kan man se byen med voldene og, hvis man ser godt efter, Vesterport.      

 Efter det begyndte man så småt at omtale det, der hidtil var kendt som Vestre Forstad, som Vesterbro. Og allerede inden Nørre, Østre og Amager Landevej blev brolagt, begyndte man faktisk også at kalde disse forstæder for ’broer’. Indtil da havde man blandt andet omtalt det indre Nørrebro som Blegdammene, fordi man blegede tekstiler i området mellem Blegdamsvej og Søerne. Ellers brugte man ofte mere konkrete stednavne, hvis man havde været uden for byen.                                                                                                                                                        »Man kunne for eksempel sige, at man havde været ude ved Garnisonskirkegården, Blågården eller på Fælleden«. 

Amageridentiteten  Hvorfor der ikke findes noget Sønderbro, er der også en god forklaring på, fortæller Jakob Ingemann Parby. Da Amagerport blev bygget sammen med Christianshavn i 1600-tallet som den sidste af portene, kaldte man den sådan og ikke Sønderport, dels fordi der ikke ligger andet end Amager ud for den, dels fordi Amager allerede på det tidspunkt havde en særlig identitet. »Under Christian II kom de hollandske bønder til øen. De blev inviteret herop af kongen, som havde en hollandsk elskerinde, Dyveke Sigbrittsdatter, fordi de havde ry for at være gode til at dyrke grøntsager. I begyndelsen fik de hele øen, men det blev de folk, der allerede boede på Amager, sure over, så det endte med, at de fik nogle områder ude ved Dragør og Store Magleby«, siger Jakob Ingemann Parby.                                                                                                  »Så allerede i 1600-tallet havde man en forståelse af Amager som noget særligt«. Og faktisk er Amager fra tid til anden blevet omtalt som Sønderbro. S’et i København S står netop for Sønderbro, og i dag ligger der da også et Sønderbro Apotek på Amagerbrogade, ligesom man på Islands Brygge finder kolonihaveforeningen Sønderbro og den sikrede institution Sønderbro.

 

******************************